Når man bestiller sin ferie og skal vælge hotel er det oftest svært at vælge, hvis man ikke på forhånd har kendskab til området man rejser til, eller har anbefalinger fra andre.

Sådan havde vi det da vi skulle booke en hotel på Madeira gennem Spies. Vi endte med at vælge Hotel Alto Lido der ligger i udkanten af Funchal, og det var et valg vi var vældig godt tilfredse med under hele ferien.

hotel alto lido madeira
Hotel Alto Lido – Lånt fra Spies

 

Ferielejlighed på Alto Lido

Når det er muligt så vælger vi gerne en ferielejlighed på vores charterrejser. Primært fordi vi bliver trætte af at spise alle måltider ude – og det derfor er rart at have et køleskab og køkken på sit hotelværelse.

Vi var to afsted og fik en imponerende stor ferielejlighed med to badeværelser (begge med karbad), et soveværelse med egen altan og tv, et veludstyret køkken samt en stor stue med egen altan samt spisebord.

alto lido hotel madeira
Billede af soveværelse – Lånt fra Spies
terasse paa alto lido
Billede af altanerne – Lånt fra Spies

Ferielejligheden havde udsigt til Atlanterhavet, dog med et hotel i vejen på den modsatte side. Det blokerede en anelse for udsigten, men ikke noget man ikke kunne leve med.

 

Intet Wi-Fi på værelserne

Et stort MEN i min ellers meget positive oplevelse på Alto Lido er deres Wi-Fi, eller mangel på samme. Hotellet tilbyder frit (men ufattelig sløvt) WiFi i lobbyen og i baren ved indgangen til hotellet. Så snart man bevæger sig et niveau op er der intet signal.

Jeg kan godt lide at lægge alle mine devices fra mig og nyde ferien, uden internet, men jeg synes også det er rigtig fedt at have muligheden for at researche, lægge billeder op og være i kontakt med mine nære og kære mens jeg er væk. Af et stort og flot hotel forventer jeg der er WiFi på værelserne, men det var der altså ikke her.

Overlevede jeg? Ja det gjorde jeg da naturligvis 😉

 

Morgenmadsbuffet på hotellet

Hver måned gik vi ned og spiste buffet på hotellet. En morgenmadsbuffet kan ofte være lidt af en skuffelse siger min erfaring, men Alto Lido’s var rigtig lækker. Der var varm mad (æg, pølser, bønner, bacon), frugt og grønt, ost og pålæg, friskbagte (og virkelig velsmagende) boller samt kage og søde sager.

restaurant på hotel alto lido
Restauranten på hotellet – Lånt fra Spies

Restauranten ser således ud, og uden for vinduerne er der en stor altan med borde og stole. En altan de ikke på nogle tidspunkter under vores ophold åbnede op for. Det syntes jeg var lidt en skam, da det kunne være helt fantastisk at sidde udenfor og nyde sin morgenmad.

Vi bevægede os ned i restauranten en aften for at kigge på deres aftenmenu, men hvis der er en ting de ikke gør sig meget i, så er det at fortælle hvad de tilbyder og hvad det koster. Vi valgte derfor at gå derfra og finde noget andet.

 

Lido området i Funchal

Lido er et område hvor der ligger rigtig mange hoteller, og dermed er der mange turister. Men det er til gengæld også smækfyldt med fantastisk natur, samt muligheden for at komme helt tæt på havet.

I Lido finder man også shoppingcentret “Forum” hvor der er en masse highstreet butikker såsom H&M og Zara, samt et stort supermarked hvor man kan gå ind og se hvilke produkter Madeiranerne spiser.

lido funchal
På en smuk gåtur langs kysten ved Lido

Der er gode muligheder for at komme ud på nogle flotte gåture når man bor i Lido. Vi gik langs kysten den ene dag, hvor der også kom tiltrængt frisk vind på en ellers meget varm tur, og udover de tusindevis af firben der er OVER det hele, så spottede vi også lige pludselig en masse katte der holdte siesta i sommervarmen.

katte på madeira

Lido er tæt på havet, og selvom der ingen strand er udnytter de lokale det alligevel. Bølgerne kan dog godt slå temmelig hårdt ind på den lille promenade langs vandet, så hold på hat og briller 😉

lido området i funchal

 

Overvej Alto Lido til din næste ferie

Jeg var oprigtigt positivt overrasket over den ferielejlighed vi blev indlogeret i. Standarden var utrolig høj, og det at vi fik så stor en lejlighed syntes jeg var imponerende.

Har man ikke behov for at være midt i centrum, men vil man have lidt af det hele, så er Lido-området et godt valg. Her er naturen og muligheden for at komme ind til byen på ingen tid.

Du kan bestille dit ophold på Alto Lido hos hotels.com her.

 

Kig med her for at få mine tips til hvad du kan lave mens du er på Madeira.