Santorini er en af de mest eftertragtede destinationer i det græske ø-hav, det har lidt et rygte for at være ret dyrt og så romantisk at det næsten kun er for par.

Vi udfordrer gerne sådan nogle stereotype udsagn; Madeira er for eksempel ikke kun for ældre, og du er ikke skør eller ude på ballade bare fordi du vil rejse alene. Og Santorini? Det skulle vi da nok finde ud af om var både dyrt og udelukkende kæreste-zone.

 

Hoteller på Santorini

Størstedelen af hotellerne på Santorini ligger i byen Kamari. Det var også her vi valgte at indkvartere os, på Hotel Astro – et lille, hyggeligt og klassisk udseende græsk hotel: Bougainvillea og blå/hvide farver all the way.

Der findes rigtig mange lækre hoteller på Santorini (se selv her), og nogle af dem er også helt oppe i den høje prisklasse, men Hotel Astro var til at betale. Vi var også godt tilfredse med selve hotellet og vores lejlighed – det eneste vi kunne have ønsket var en anelse mere liv på hotellet.

hotel astro billede santorini

Kamari er den største charterby på Santorini, og består mest af alt er en masse hoteller, restauranter og den lange strandpromenade. På selve Santorini bor der omkring 10.000, og den største by Fira har omtrent 1600 indbyggere. Så i forhold til Fira er Kamari en ganske lille by.

 

Billeder fra lejligheden

Vi havde en lille 1-værelseslejlighed med fin altan, eget køkken og pænt (men upraktisk) badeværelse. Køkkenet gav os mulighed for at handle lidt ind og spise nogle måltider hjemme, noget vi begge fra barnsben har lært at holde meget af på ferie.

lejlighed på hotel astro på santorini
Det lille køkken der gav os kolde drikke og god frokost

I køkkenet var der et køleskab med en fryser, kogeplader samt en elkedel. Der var ikke mere udstyr end højst nødvendigt – dvs. 2 spisetallerkener, 2 dybe, 1 underkop, 2 kaffekopper, 2 knive, 2 glas, 2 gafler und zu weiter.

Der var to grøntsagsknive – en uden takker og en med. Den med blev til brødkniv, selvom den kun var halvt så stor som brødet. Der er kun en regel der gælder når man laver mad på ferie: make it work.

frokost på hotellet santorini
Frokost med frisk frugt, og hjemmebragt lurpak 😉
hjemmelavet frokost paa santorino
Tzatziki blev købt i et lokalt supermarked, sammen med agurk og kæmpe-tomaten. Det kan udgøre en simpel, men særdeles god frokost!
morgenmad på hotel astro santorini
Om morgenen spiste vi på altanen; frisk frugt, boller og yoghurt.

Morgenmad foregik på altanen (til frokost var det for varmt at sidde der). Vi købte bl.a. flute, baguettes, ferskenjuice (den gode man altid kan få i udlandet), yoghurt og vandmelon.

badevaerelse paa hotel astro santorini
Mystisk badeværelse. Hvor er badeforhænget? og hvordan skal man holde bruseren?

Vi var tilfredse med vores lille lejlighed, men badeværelset var altså en anelse mystisk indrettet. Størrelsen var god, toilet og håndvask var god. Men brusekabinen … eller, kan man overhovedet kalde den det?

Brusekabinen uden kabine som ses på venstre til billedet var en lille bitte firkant man kunne placere sig i, forsøge at holde bruseren uden at hele gulvet sejler til, alt imens man skal have shampoo, sæbe og balsam i håret. Arhh, come on – en stang til at holde bruseren samt et forhæng havde da vist ikke ruineret nogle 😉

Set på den positive side, så er det jo altid godt at få styrket nogle af sine mindre stærke evner, såsom badning med en hånd.

hotel astro paa santorini

Vi havde to senge der var hårde som sten, et sminkebord/skrivebord samt et spisebord. På altanen var der lige plads til to stole samt bord. Når man skulle åbne og lukke for altandøre og afskærmerne skulle man lige justere lidt rundt på møblerne – så nej, der var altså ikke så meget plads derinde.

 

Billeder fra selve hotellet

Som jeg nævnte længere oppe, så var det et rigtig sødt, lille, klassisk græsk hotel – både i farver og arkitektur. Der var alt man skulle bruge; boblebad, pool, bar, strandstole osv. Det eneste der manglede var flere mennesker ved poolen så der kom lidt mere liv. Nogle dage var vi der helt alene.

hotel astro graekenland santorini

pool hotel astro santorini

I hotellets største pool var der indrettet med liggetsole og parasoller – som man forventer. Man kunne dog ikke rykke rundt på parasollerne, hvilket gør dem temmelig ubrugelige eftersom solen jo, som bekendt, rykker sig i løbet af dagen.

Vi kom frem til, at det måtte være på grund af den konstante, og af og til lidt hårde, vind der kom, og som formentlig godt kunne vælte dem omkuld.

pool ved hotel astro santorini

Hotellet havde også en lækker lille jacuzzi som vi tilbragte en del tid i. Den var lige præcis stor nok til man kunne smide sin stjålne *host* lånte luftmadras ned i, og det var skønt at sidde der med solen i hovedet og være helt fredsfyldt.

bougainvillea santorini

Bougainvillea, blomsten, er nærmest synonym for Grækenland. De lyserøde/lilla blomster er overalt på de græske øer, og de pynter noget så flot på de hvide og blå facader.

hotel astro santorini have

På hotellet var der også en bar, siddeområde (en del brugte det område til at søge ly for solen og læse bøger), samt en stenovn. Der var ikke en restaurant på hotellet, så jeg ved ikke umiddelbart hvornår de tager den i brug? Men hyggeligt så det da ud 😉

 

Vurdering af hotellet og ferien

Santorini er, efter mine øjne, ikke den ideelle destination at tage familien hen, hvis ønsket er en rigtig badeferie. Stranden er ikke specielt god – sorte lavasten der kan blive noget så varme, og vand der hurtigt bliver dybt.

Til gengæld er Santorini rigtig smuk, og selve landskabet er en historie for sig. Man kan komme på mange spændende ture (både med bus og til fods), og for dem der er kulturelt interesseret er det et perfekt sted. Øens skønhed kombineret med dyre, luksuriøse hoteller danner også rammerne for en dejlig, romantisk ferie. Du kan se nogle af de mange andre hoteller på Santorini her, og måske er du heldig og finde et godt tilbud som vi gjorde.

Som nævnt først i indlægget, så er det dog korrekt at en ferie på Santorini ikke er specielt billig. Vores rejse kostede cirka 3200 pr. person for en uge – men det var særpris. Havde vi ikke fået den ville det have kostet omkring 7000 pr. person, hvilket er alt for dyrt i forhold til standarden på hotellet.

Der findes mange billigere alternativer som er mindst lige så gode, og hvis det er badeferie man vil have, så vil jeg i højere grad anbefale et sted som Tyrkiet: det er varmere, mindre blæsende og ikke mindst billigere.

Med alt det sagt, så var det nu altså en skøn ferie – og vi fik rigtig mange super fede oplevelser! 🙂

 

Har du været på Santorini, og i så fald – hvad synes du om øen?