Jeg tror at alle der har været i New York har hørt om Central Park og de fleste har forhåbentlig også besøgt parken. Hvis ikke, så vil jeg mene de er gået glip af noget.

Man kommer selvfølgelig ikke til New York for at kigge på natur (der er heller ikke så meget af det), men man kan hurtigt få brug for et hvil fra storbyens virvar og jeg er begejstret for den ro man kan finde i Central Park. Jeg har nu besøgt New York to gange og har haft glæden af at opleve parken i efterårets røde og gule farver og i foråret hvor de japanske kirsebærtræer blomstrede langs The Jaqueline Kennedy Onassis Reservoir, som er den største sø der er i parken.

Central Park fascinerer mig fordi man her kan opleve det landskab som engang prægede hele Manhattan, men som nu kun kan ses i parken, fordi resten af øen er jævnet med jorden og dækket af skyskrabere. I Central Park er der klipper og et overraskende kuperet terræn. Jeg er vild med det og vil i dette indlæg dele lidt ud af mine oplevelser og de ting jeg gerne vil opleve næste gang.

CentralPark_Harlem

 

Først lidt historie…

I juli i 1853 blev det vedtaget ved lov, at mere end 3 kvadratkilometer land midt på øen Manhattan skulle blive til USA’s første større anlagte offentlige park. Der gik ikke lang tid før parken blev omtalt som “The Central Park”.

Der skulle dog desværre gå lang tid før parken tog en udvikling mod det vi kender i dag. Parken bar præg af at der ikke var nogen der havde en ansvarsfølelse og parken gik i forfald og blev et sted for affald, grafitti, hærværk og kriminalitet.

En undersøgelse i 1979 foreslog at der kom en administrerende direktør for parken, som fik en tydeligt defineret rolle og ansvaret for alle parkfunktioner. Herudover skulle der nedsættes et råd med borgere, som skulle tage sig af den strategiske planlægning og politik. Dette med henblik på at involvere borgerne i deres offentlige park.

Dette resulterede i at Elizabeth Barlow, byplanlægger fra Yale og forfatter, blev administrator for Central Park. En af de første opgaver hun påtog sig var at skabe et offentligt/privat partnerskab, som kunne bringe penge og ekspertise fra private i spil til at gendanne Central park. Herfra er det gået stødt fremad.

Central_park_sø

Der er blevet uddannet dedikeret personale til at passe på parken og parken er blevet delt i 49 geografiske zoner med hver sin ansvarlige gartner. Den ansvarlige gartner superviserer de ansatte og frivillige i den respektive zone.

Gradvist er der sket en ændring i befolkningen, som nu er stolte over parken og alt det der engang var negativt er blevet vendt til positivt. I dag er parken smukkere end nogensinde og så den er veldrevet. Der er fokus på bæredygtighed og mange private poster penge i parken, som i dag fungerer som et frirum for de travle byboere og turister.

 

Herunder får du fem af mine personlige yndlingsoplevelser fra Central Park, som jeg vil anbefale til jer:

1. På cykel i Central Park

Man ser generelt ikke mange cyklister på Manhattan, men det er dog noget man ser mere nu end for et par år tilbage. Det er i hvert fald min egen oplevelse. Da jeg var afsted i november for nogle år siden, så jeg dog et sted i nærheden af parken hvor man kunne leje cykler. Dengang så man det ikke særlig mange steder, men her i 2015 så vi det mange steder omkring parken til meget bedre priser end tidligere.

Det er jo glædeligt for os danskere, som elsker at cykle til alting 🙂

I hvert fald vil jeg anbefale at du lejer en cykel i et par timer en dag. Central Park er virkelig stor og man når bare ikke ret meget når man går rundt, selvom det selvfølgelig også er noget man skal prøve. Det er to forskellige måder at opleve parken på.

CentralPark_Cykel

Der er veje inde i parken som man må cykle på. Der er også stier som minder om cykelstier i parker herhjemme, men det er ikke alle som man må cykle på. Det er dog ret godt skiltet i parken og man kan også orientere sig om gældende retningslinjer her.

CentralPark_Cykel2

Jeg drømmer om at komme tilbage til Central Park, leje en cykel, fylde kurven med sandwich, frugt og drikkevarer og køre på udflugt i parken. Selvom jeg mente at jeg havde cyklet det meste af parken rundt, så formåede jeg at opleve steder til fods, som jeg slet ikke mindes at have set dengang jeg cyklede. Konklusionen er at jeg slet ikke er færdig med at opleve Central Park endnu og jeg vil meget gerne udforske den endnu mere på cykel.

 

2. Bænkene i Central Park

Noget af det som har sat sig mest fast i min hukommelse fra Central Park, det er projektet “Adopt a bench“. Det blev etableret i 1986 som en permanent indtægtskilde, der skulle stå for at vedligeholde de mere end 9.000 bænke og deres omkringliggende landskab, i Central Park. I dag er mere end 4.100 bænke blevet adopteret.

Centralpark_adoptabench

Adoptionen kommer til udtryk ved at bidragsyderen får et skilt med valgfri tekst, sat på en bænk. Bænkene kan “købes” for $10.000. Flere bruger det som en måde at mindes en afdød, fejre en rund fødselsdag, bryllupsdag eller lignende. Jeg hyggede mig rigtig meget med at gå rundt og læse de forskellige indgraveringer og budskaber på bænkene. Der er mange finurlige skilte 🙂 Læg mærke til det når du kommer forbi!

 

3. Japanske kirsebærtræer langs The Jaqueline Kennedy Onassis Reservoir

Det kræver naturligvis en del timing, hvis man skal være heldig at ramme parken når de japanske kirsebærtræer er i blomst. Men hvis det kan lade sig gøre kan det bestemt godt anbefales. Fantastisk smukt!

CentralPark_japanskkirsebær4

Uanset tid på året skal du ikke spare dig selv for turen langs reservoiret, hvor der er en smuk udsigt til højhusene på hver sin side af parken. De spejler sig i søen og der er gode muligheder for at nyde udsigten på de mange bænke langs reservoiret.

 

CentralPark_japanskkirsebær3

CentralPark_reservoir_efterår

 

 

4. Conservatory Garden

Conservatory Garden er en formel have inde i Central Park, som er delt ind i tre mindre haver i forskellige stilarter. En italiensk, en fransk og en engelsk. Hovedindgangen til Conservatory Garden er gennem “The Vanderbilt Gate” på 5th avenue mellem 104th og 105th street.

Haven i midten er den italienske. Den består af en stor græsplæne omgivet af takshække og afgrænset af to alleer med æbletræer, der blomstrer med lyserøde og hvide blomster i foråret. I enden af den italienske have er der et overdækket område, hvor man kan søge skyggen, nyde udsigten og slappe af på de fine bænke.

CentralPark_ConservatoryGarden2

CentralPark_conservatoryGarden

 

Mod nord ligger den franske have, hvor der er masser af tulipaner om foråret og krysantemum blomster i efteråret. I midten er der et springvand der hedder “Three Dancing Maidens fountain”. Mod syd ligger en intim have i typisk engelsk stil. Der er forskellige bede som alle blomstrer på forskellige tidspunkter af året. I midten er en skulptur, som er en hyldest til en kendt amerikansk børnebog “The Secret Garden”.

CentralPark_conservatoryGarden3

Da vi tilfældigt kom forbi Conservatory Garden blev vi mødt af en munter mand i parkens officielle uniform. Han spurgte ind til om vi havde nogle spørgsmål til parken og tilbød at vi endelig måtte vende tilbage hvis der var noget han kunne hjælpe med. Det var meget fin service at han sådan opsøgte os og ikke omvendt.

Da vi kom i begyndelsen af maj måned blomstrede det over det hele. Vi fik ikke rigtig set den italienske have i midten, da der skulle være et større velgørenhedsarrangement. De havde derfor dækket hele græsplænen af og sat pavilloner op. Vi satte os op bagved på det overdækkede område og kiggede ud på alle menneskerne der knoklede for at blive klar til næste dag, mens vi nød lidt at drikke som vi havde købt i den nærliggende lille “cafe”.

Der er i øvrigt fine toiletter lige ved den italienske have i Conservatory Garden.

 

5. Kig på mennesker

Når du befinder dig i Central Park, så tag dig god tid til at sætte dig ned på en bænk og bare kigge. Kig på hvad der foregår i parken… Det er ikke så lidt skulle jeg hilse at sige.
CentralPark_mennesker
Det er alt fra yogadyrkende unge piger, løbere, hjemløse, ham der bare læser avisen, dagplejemødre med 8 børn i én dertil tilpasset sele, skoler der har idrætsundervisning, dem der holder frokostpause fra arbejdet, turister der farer vild og nyforelskede der slentrer forbi hånd i hånd uden at se andre end sig selv. Jeg elsker at se på mennesker og hvis jeg boede i New York, så ville Central Park være mit yndlingssted at gøre det. Der er altid mange mennesker omkring de forskellige søer og statuer i parken, her ville jeg nok slå mig ned.
CentralPark_Aliceieventyrland
CentralPark_HCAndersen

Hvilke oplevelser har du haft i Central Park? Jeg tager meget gerne mod forslag til oplevelser til næste gang jeg skal afsted.