Synes du at det kunne være spændende at gå rundt på bunden af et 63 millioner år gammel hav? Så er Faxe Kalkbrud stedet at besøge.

For 63 millioner år siden svømmede hajer side om side med krokodiller og blæksprutter omgivet af smukke koraller. Tilsammen har det, sammen med havets andre dyr og organismer, dannet et 90 meter tykt kalklag, der strækker sig over et område på 45 kvadratkilometer omkring Faxe. Selve kalkbruddet er ca. to kvadratkilometer stort og lige netop koraller, hajtænder, krabbeskjolde og muslingeskaller er nogle af de forsteninger som kalken indeholder. Der er fundet mere end 500 forskellige arter havdyr i kalken.

Faxe kalkbrud fugle

Brydningen af kalken startede allerede i begyndelsen af 1200-tallet, hvor det fortrinsvist blev brugt som byggemateriale. Først i 1600-tallet fandt man ud af at udnytte kalken teknisk og der blev suppleret med kalkbrænding. Siden 1884 er det ejet af Faxe Kalk A/S og der produceres i dag mange former for kalk, bl.a. brændt kalk, kalk til teknisk brug og desuden jordbrugs- og foderkalk.

Man må gerne besøge kalkbruddet på egen hånd, men det er på eget ansvar.

Vi besøgte Faxe Kalkbrud en weekend i efteråret og havde det stort set for os selv. Solen skinnede fra en skyfri himmel og det føltes næsten som en sommerdag, da kalkklipperne beskyttede os mod vinden.

 

Nede i Faxe Kalkbrud

Faxe kalkbrud gode sko

Man kan gå ned i kalkbruddet af en sti lige ved Faxe vandrerhjem. Det er delvist natursti og delvist trapper. Jeg kan anbefale et par gode vandresko eller i hvert fald en sko med solid sål på, da der godt kan være lidt smattet og glat. Jeg havde lige fået et par vandresko i fødselsdagsgave, og de gjorde at jeg stod sikkert og fast igennem hele vores gåtur. De blev dog meget beskidte af den smattede kalk der var nogle steder, men det har de heldigvis tænkt over og oppe ved Faxe Geomuseum, der ligger lige ved nedgangen til bruddet, er der både vand og børster til at ordne sine sko med. Det er en god idé at få det gjort der inden man slæber det med hjem og det sætter sig fast for alvor.

Nede i kalkbruddet er der meget vindstille i forhold til omgivelserne og solen kan være meget skarp, så det anbefales at huske både vand, solcreme og solbriller, når du går tur i kalkbruddet. Hvis du gerne vil lede efter fossiler, så medbring også hammer og mejsel eller lej det på Geomuseet eller på vandrehjemmet.

Færdsel i kalkbruddet er på eget ansvar og sund fornuft er som sådan tilstrækkelig at sige. Man skal selvfølgelig ikke kravle rundt på kalkbunkerne og så skal man holde afstand til de arbejdende maskiner. Da vi besøgte Faxe kalkbrud en søndag formiddag, holdt alle maskinerne stille, så vi kunne gå som vi ville 🙂

Søerne nede i kalkbruddet kan se lokkende ud på en varm sommerdag, med deres turkise farver. I modsætning til hvad man kunne tro, så er det faktisk tilladt at svømme i dem – jeg har dog ikke selv haft fornøjelsen. Vær opmærksom på at vandet er grundvand og derfor er det koldt – også om sommeren! I øvrigt kendes søernes dybde ikke så pas på dig selv og hinanden. I øvrigt anbefales det at bruge badesandaler, da kalkstenene på bunden kan være skarpe.

Faxe kalkbrud sø

 

Geomuseum Faxe

Hvis besøget i kalkbruddet ikke helt er tilstrækkeligt, så skulle et besøg på Geomuseum Faxe også kunne anbefales. Det fik vi dog ikke besøgt da vi var der, men det vil jeg prioritere næste gang. Jeg mindes at have været der med skolen som barn, men jeg vil egentlig gerne se det igen. Her kan man nemlig opleve koralrevets og kalkarbejdernes historie og derudover arrangeres der også guidede ture ned i kalkbruddet, med fokus på at finde fossiler.

På museet er der to udstillinger om kalkens geologi og kalkens kulturhistorie. Den geologiske udstilling fortæller hvordan kalken opstod dengang Danmark var dækket af hav og det der i dag er et kalkbrud engang var et koralrev. Den kulturhistoriske udstilling fortæller om den 900 år gamle kalkbrydningshistorie i Faxe.

Hvis du vil besøge Faxe kalkbrud kan du kan indstille GPS’en til adressen Østervej 2, 4640 Faxe.

Faxe kalkbrud klipper

Læs mere om Faxe Kalkbrud her.