Der er noget om snakken når de siger, at Paris er en af verdens mest fantastiske storbyer. Jeg troede det var ren og skær kliché, men jeg tilslutter mig flertallet og er officielt på team Paris.

Nu hvor jeg netop er hjemvendt fra byernes by, virker det oplagt at komme med mine bedste tips til nogle af de ting jeg ikke synes du bør gå glip af, hvis du skal på weekendophold i Paris. Det er ikke nemt, for der er rigtig mange ting at opleve i Paris. Har du selv forslag til hvad du mener man skal opleve mens man er der, og kun har få dage til rådighed, så tøv ikke med at dele dine tanker i kommentarfeltet.

Disse fem ting bør du opleve hvis du har en weekend i Paris:

 

Jardin du Luxembourg

Parkerne i Paris er intet mindre end fantastiske, og de er decideret skabt til besøg. Kender du andre steder i verden hvor de sætter hundredevis af stole frem som man kan sole sig i? Jeg gør ikke, og hvis de gjorde det i København f.eks., så ville stolene helt sikkert ikke stå der længe.

Jardin du Luxembourg er en af de skønneste parker i Paris hvis du spørger mig, og og den stammer helt tilbage fra 1612. Selve parken ligger mellem Latinerkvarteret og 6. arrondissement.

Vi havde det skønneste efterårsvejr den dag vi besøgte Jardin du Luxembourg, og det passede perfekt med at vi havde medbragt lune paninis til frokost. Mums! Vi sad derfor og nød frokosten i solen, uden jakker i de skønne havestole – det kan klart anbefales 😉

jardim du luxembourg

 

Open Tour Bus

Turistbusser er altid en oplevelse der er værd at investere i når man er i en storby, i hvert fald hvis du spørger mig. Det er en fantastisk måde at komme rundt på, man får et overblik over hvor de forskellige seværdigheder er, det mindsker ømme fødder og man ser byen fra en anden vinkel – kæmpe win! 😉

I Paris købte vi en 2-dags billet til turistbussen Open Tour Bus for 32 euro. Til sammenligning koster det 30 euro for en enkelt dag, så det kan faktisk ikke svare sig ikke at benytte sig af begge dage.

I Paris er der fire forskellige linier man kan stige af og på, i forskellige områder af byen. Man får høretelefoner så man kan få standard turistinformationer om stederne man passerer.

Det tager lidt længere tid at komme rundt end hvis man nu tog metroen, men det er til gengæld meget hyggeligere. Vi var jo afsted i efteråret, og her kan det anbefales at huske godt med varmt tøj – det kan være ret koldt. Det kan også godt betale sig prøve at få en plads helt foran på dækket, så får man ikke alt den kolde vind direkte i ansigtet.

open tour bus paris

Eiffeltårnet

Det kan ikke være nogen overraskelse at Eiffeltårnet naturligvis er med på den her liste – doh, selvfølgelig er det det! Eiffeltårnet er den mest ikoniske seværdighed i Paris, og måske endda hele Frankrig, og det forstår jeg godt, for det er altså et spektakulært syn.

Eiffeltårent er imponerende og rigtig stort når man kommer helt tæt på. Vi havde ikke intentioner om at komme op i selve tårnet, og vil man det skal man være opmærksom på at der godt kan være temmelig lang kø. Eiffeltårnet ligger i parken Champ de Mars hvor man kan nyde en medbragt frokost, få flotte billeder og slappe af i de skønne omgivelser.

Hvis man vil have en ekstra god udsigt over selve Eiffeltårnet, så kan man tage til pladsen Trocadéro – ligger på den anden side af Seinen. Kommer man ved skumringstid får man både udsigten i daglys, når mørket falder på og når de tænder for lyset. Når mørket har lagt sig tændes lysshowet i Eiffeltårnet hver gang klokken slår hel – det bør du helt sikkert opleve! Gåturen gennem Paris om aftenen når lyset er tændt er også en rigtig fin oplevelse.

eiffeltårnet om aftenen

 

Sacre Coeur

Sacre Coeur er formentlig den smukkeste kirke jeg nogensinde har set! Og jeg så den endda på en diset og overskyet dag – jeg kan lige forestille mig hvor skønt der må være med helt blå himmel, wauw.

Sacre Coeur ligger højt nok oppe så man får en flot udsigt over byen (hvis det da ikke er overskyet eller så koldt at man ikke kan holde det ud). Da vi ankom med turistbussen frøs vi rigtig meget, men her hjalp de mange trapper op til kirken med at få kickstartet varmeapparatet 😉 Det er helt gratis at komme ind i kirken, og det er bestemt et besøg værd. Pas på lommetyve og tricktyve når du er i området, der er mange halvskumle typer der er klar til at nare naive turister.

sacre coeur i paris

 

Macaroons

Før jeg kom til Paris var jeg overbevist om, at Macaroons bare var endnu en af de fødevarer der blev hypet til døde – lidt ligesom cupcakes. Men det er det altså ikke, for de er jo vildt lækre! Hvis ikke de var så vanvittigt dyre, så havde vi nok fået mere end tre hver 😉

Vi købte 4 macaroons hos Laduree for 6,5 euro hvilket i min optik er meget dyrt for kager i den størrelse.Jeg har efterfølgende lært at det er noget af et håndværk at lave Macaroons, hvilket forklarer en del af prisen. Laduree er konditorhuset der opfandt Macaroons, og det er hånden på hjertet en af de sødeste forretninger. Indretningen, udstillingen og selve produkterne .. Alt er bare kært.

Macaroons er marengsagtigt sprøde udenpå, og lækre cremede indeni – og de fås i forskellige størrelser, farver og smagsvarianter. Vores favoritter er (indtil videre) chokolade og vanille, dem kan man ikke gå galt i byen med.

Så when in Paris, prøv en Macaroon – det vil formentlig ende ud i at du får mere end en.

macaroons-fra-laduree-paris

Hvilke ting synes du ikke man bør gå glip af når man er i Paris?